Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skærmpolitik 2025-2026

Princip for elevers skærmbrug på Lindevangsskolen: Bevidst og balanceret anvendelse

Formål: På Lindevangskolen anvender vi digitale skærme som et målrettet redskab til læring, ikke som erstatning for personlig kontakt, fordybelse eller kreativitet. Vi stræber efter en kontrolleret brug med et klart didaktisk og/eller pædagogisk formål, da uhensigtsmæssigt skærmforbrug kan påvirke faglig og social udvikling negativt. Vores principper sigter mod at finde en fornuftig balance.

Principper:

  1. Formålsstyret brug: Skærme anvendes kun, når de fremmer læringen og understøtter undervisningens mål i skoledelen. I fritidsdelen anvendes skærme alene i forbindelse med fagligt funderede aktiviteter og om nødvendigt i klubben, til barnets/den unges kontakt med hjemmet.
  2. Tidsbegrænsning: Vi fastsætter klare rammer for skærmtid og tilstræber en varieret undervisning med både digitale og analoge aktiviteter.
  3. Digitale pauser: Elever tilbydes skærmfri pauser med fokus på analog læring, fællesskab, fysisk aktivitet, sociale relationer og restitution.
  4. Refleksion og bevidsthed: Elever udvikler digitale kompetencer gennem undervisning i teknologiforståelse og digital dannelse, og lærer at forholde sig kritisk til digitale medier.
  5. Tryghed og trivsel: Skærmbrug skal understøtte et trygt læringsmiljø ved at minimere distraktioner og beskytte elevernes koncentration.
  6. Målrettede IT-værktøjer: Elever med særlige behov for IT-værktøjer, som eksempelvis ordblinderygsækken, støttes i deres brug af disse.

 

Konkrete Rammer:

  1. Mobilfri skole: Alle elever afleverer mobiltelefoner og smartwatches ved skoledagens start og får dem tilbage ved dagens afslutning.
  2. Skærmfri start: Skoletimer starter uden skærmbrug for at fremme øjenkontakt og indtjekning. Skærmfrit tidsrum indarbejdes så vidt muligt i alle lektioner.
  3. Voksenstyret skærmbrug: Skærme bruges kun, når det er voksenstyret og fagligt funderet.
  4. Mobilfri SFO: Ingen mobiltelefoner eller smartwatches i SFO. Medbragte enheder opbevares i tasken på eget ansvar.
  5. Mobilfri klub: Ingen mobiltelefoner eller smartwatches i Klub Cassiopeia før kl. 16, for at sikre nærvær og fællesskab. Enheder kan medbringes til kontakt med forældre, men skal opbevares i lommen eller tasken.
  6. Skærmfri pauser: Frikvarter og aktiviteter i SFO og klub fokuserer på fællesskab og fysisk aktivitet.
  7. Digital dannelse: Undervisning i teknologiforståelse, digital dannelse og mobning på sociale medier. Elever inddrages i overvejelser om egen skærmbrug.

Princippet fokuserer på at skabe en balanceret tilgang til skærmbrug, der understøtter læring og trivsel uden at gå på kompromis med nærvær og fællesskab.

Besluttet af skolebestyrelsen